Vandretur med fordybelse i "Bæredygtig hverdag"
Ticketkauf
Da jeg vandrede på Caminoen holdt jeg meget af den vekslen, der var mellem at have interessante og sjove samtaler med andre pilgrimme og så gå alene i stilhed med tid og ro til eftertanke.
Min motivation for at gå på Caminoen var, at jeg havde brug for en tænkepause efter flere år med stress. Det var tid til at gøre noget andet, så jeg kunne få en hverdag, hvor jeg trivedes.
På denne vandretur veksler vi også mellem samvær med afstand og fordybelse. Mellem oplevelser, der gør dig klogere på naturen og historien langs Stevns Klint; og oplevelser, der gør dig klogere på en bæredygtig hverdag.
Jeg er uddannet i naturbaseret sundhedsfremme, og du vil i løbet af dagen prøve naturbaserede øvelser, der kan igangsætte refleksioner over dine muligheder for at at leve en bæredygtig hverdag, hvor både du, familien, klimaet og jeres økonomi trives.
Målet er, at du bliver inspireret, reflekteret og motiveret til nogle mindre forandringer, som er meningsfulde for dig. Her er ingen løftede pegefingre!
Program
Vi mødes på Store Heddinge Station. Her står der en Donkey Republic cykel til os hver, og vi cykler de ca. 5 km hen til Stevns Klint trampesti.
Inden vi vandrer mod Rødvig, tankes vi op med mad og inspiration hos Pia, som ejer Urtopia Frilandsurter. Pia har gjort op med sig selv, hvad en bæredygtig hverdag er for hende: Hun trives, når hun går med rumpetten i vejret og dyrker økologiske urter med kvalitet og smag samtidig med at det er meningsfuldt at bidrage til at en verden i økologisk balance. Vi hører om hendes gartneri og visioner på en tur gennem markerne og afslutter med at smage hendes kvalitetste af egne urter.
Herefter påbegynder vi den ca. 15 km lange vandretur på Trampestien langs Stevns Klint.
Vi skal nyde naturens skønhed: Den rå klint, de lange udsigter over Østersøen, viber og vandrefalke… og ikke mindst stilhed! Trampestien er stort set uforstyrret ift. trafik og mennesker. Aaaah!
Under vandreturen vil der være naturbaserede refleksionsøvelser samt fortællinger om naturen og kulturen.
Noget af tiden vil vi gå i stilhed, men vi skal også sludre, sparre, reflektere og hygge i fællesskab – med afstand om nødvendigt pga. Corona.
Ved Stevns Fyr spiser vi frokost.
Om eftermiddagen er der kaffe, the og sød snack.
Vi ankommer til Rødvig Station omkring kl. 17.30, hvor vi tager hjertelig afsked med hinanden.
Du kan tage toget tilbage til Store Heddinge eller slentre en tur på havnen og spise en is eller gå på café eller restaurant. Der er også flere dejlige steder at overnatte, hvis du komme endnu mere ned i gear. Se forslag nederst på siden.
Natur- og kulturoplevelser undervejs
- Stevns Fyr
Fantastisk udsigt over Stevns og helt til Sverige. - Stevns Klint
Klinten er optaget på UNESCO´s liste over verdensarv. Optagelsen skyldes, at et tyndt lag af fiskeler fortæller historien om, hvordan en asteroide for 66 millioner år siden ramte jorden og udslettede dinosaurerne og mange andre dyrearter.
Vi skal naturligvis se fiskeleret og høre mere om denne dramatiske del af verdenshistorien. - Højerup Gamle Kirke
Kendt for at kirkeskibet er styrtet i havet. Her er en helt speciel stemning, som får brudepar fra hele verden til at valfarte hertil for at holde deres romantiske bryllup. - Boesdal Kalkbrud
Det tidligere brud har efterladt et måneagtigt landskab med en spektakulær, kæmpestor pyramide i midten.
Guide
Anne fra Klintetours er din guide på turen og hun er dedikeret til at give mennesker gode oplevelser i naturen, hvor hovedvægten er på ro, velvære, hyggeligt samvær samt samhørighed med naturen.
Anne er specialist i sundhed i naturen og har selv måtte give sit liv et eftersyn, da hun blev sygemeldt med stress.
Anne har boet på Stevns i 13 år og elsker at der er ro, højt til himlen og en uhøjtidelig stemning.
Læs mere om Anne og hendes visioner med Klintetours her.
Anmeldelser
Tak til Anne for en rigtig dejlig tur. Det var en rigtig god oplevelse at gå turen på Stevns Klint Trampesti, og det gjorde den endnu bedre med de gode oplevelser vi havde undervejs.
Inga
Anne var imødekommende og vidende. Jeg kan varmt anbefale turen, og vil meget gerne med igen!
Hanne
Man går derfra glad og opløftet, og føler en kæmpe samhørighed med naturen. Kan kun meget varmt anbefale Anne og hendes ture.
Birte
Datoer
- Søndag d. 21. juni 2020 kl. 9.45 – 17.30
- Lørdag d. 5. september kl. 9.45 – 17.30
Pris
495 kr. for vandretur med guide, naturbaserede refleksionsøvelser, formiddagssnack og urtethe, frokost med drikkelse, kaffe/the og sød snack.
Du betaler selv for transport med Donkey Republic bikes med den app, du benytter til at leje cyklen. Hav gerne app´en downloaded på forhånd, ligesom du bedes have oprettet en profil. Jeg hjælper selvfølgelig med at få det hele til at fungere. Cykellejen kommer til at koste ca. 35 kr. pr. person.
Handelsbetingelser
Klik her for at læse Klintetours handelsbetingelser
Klintetours følger statens anbefalinger i forhold til Corona-virus. Anbefales det at aflyse arrangementer som dette, får de tilmeldte alle pengene tilbage.
Midlertidige særlige afbestillingsbetingelser grundet Coronavirus
For at undgå smittespredning med Corona-virus skal alle med symptomer, som fx feber, hoste, muskelømhed (også i mild grad), blive hjemme.
For at understøtte at dette overholdes, er det midlertidigt muligt at melde fra helt frem til turens start og få alle pengene tilbage. Jeg håber, at dette vil sikre, at ingen møder op med symptomer, fordi de ikke vil miste penge. Jeg henstiller til, at denne fleksible ordning for afbud ikke misbruges.
Praktisk info
Turens længde og terræn
Der er 5 kilometers cykling og ca. 14-16 kilometers vandring. Vi går på Stevns Klint trampesti. Turen og terrænet er ikke krævende, men du skal have en rimelig fysik og balance for at kunne deltage.
Udstyr
Til vandreturen skal du medbringe egen drikkelse og evt. lidt snacks.
Vi går i åbent terræn, så hav tøj på der beskytter mod sol, nedbør og blæst. Husk solbriller – lyset kan være skarpt.
Det er vigtigt, at du har gode sko at gå i.
Ved start får du udleveret et siddeunderlag og et tæppe, hvis du ønsker dette og det er sikkert ift. corona-smitte. Hav plads til dette i rygsækken.
Hvis du ønsker at benytte cykelhjelm, skal du selv medbringe denne.
Mad
Hvis du har allergier eller madpræferencer, Anne skal tage hensyn til, så gør hun naturligvis det. Oplys om dette ved tilmelding.
Toilet og vandDer er toilet og vand ved Pia, Fyret, Højerup, Boesdal og Rødvig, såfremt de er åbne ift. Corona.
Startsted
Store Heddinge Station, Jernbanegade 10, 4660 Store Heddinge.
Vi mødes ved ved Donkey Republic cyklerne.
Du kan tage lokaltoget fra Køge til Store Heddinge.
Der er gratis parkeringsplads ved stationen.
Slutsted
Rødvig Station.
Herfra går der tog tilbage til Store Heddinge station og videre til Køge.
Antal deltagere
Turen gennemføres ved minimum 5 tilmeldte.
Der er plads til max 12 deltagere.
Aflysning af turenTurene aflyses normalt ikke pga. vejret – undtagelser herfra kan være vejrprognoser, der melder om kraftig heldagsregn, skybrud eller tordenvejr.
Annullerer Klintetours turen pga. vejret eller for få tilmeldte, meddeler vi dig dette nogle dage før og tilbagebetaler hele det indbetalte beløb.
Spørgsmål
Kontakt Anne på anne@klintetours.com eller på tlf. 60 69 69 00
Oplev mere af skønne Stevns
Få sjælen endnu mere ned i gear ved at forlænge dit ophold på Stevns.
Oplevelser
Jeg kan anbefale følgende fantastiske oplevelser:
- Guidet tur ned i det underjordiske Koldskrigsmuseum Stevnsfortet
- Slentretur på havnen i Rødvig og besøg i de lokale kunstneres hyggelige gallerier.
- Sejltur langs Stevns Klint (Starter i sommeren 2020)
- Skovtårnet, som netop er kåret til et af verdens 100 bedste steder at besøge (Ligger i Faxe Kommune)
- Gåtur i Vallø slotspark og gourmetmad på Vallø Slotskro
Klik her og få endnu mere inspiration til oplevelser på Stevns
Overnatning
Du kan overnatte flere skønne steder på Stevns. Dine værter anbefaler:
- Rødvig Kro & Badehotel (Danmarks Bedste Badehotel år 2020)
- Konference og Hotel Klinten
- Rødvig Ferieby
- Vemmetofte Præstegård
- Klintegården B&B
- Vallø Slotskro
- The Norrmans
Klik her for at få overblik over overnatningsmulighederne på Stevns